Nyheder

Er factoring vejen frem?

Virksomheder kan opnå forbedret likviditet til øget vækst ved at indgå en aftale om factoring. Men hvordan fungerer det egentligt? Hvilke fordele er der? Hvordan vil kunderne se på det? Direktør Tommy Rasmussen fra Feiyue Group Europe fortæller om sine erfaringer.


MED FACTORING opnår din virksomhed den fordel, at pengene fra salget kommer hjem nogle dage efter fakturaen er sendt. Typisk er det op til 80 procent af fakturaens værdi, der hurtigt udbetales af factoringselskabet, mens de resterende 20 procent udbetales, når din kunde har betalt fakturaen til factoringselskabet. De 80 procent af fakturaens værdi er dermed et lån, der udbetales mod sikkerhed i fakturaen. Så i stedet for, at din virksomhed venter på pengene fra kunden, får du dem med det samme – mod at betale en rente til factoringselskabet.

OUTSOURCING AF DEBITORSTYRING

Mange virksomheder nøjes ikke med at belåne fakturaen hos factoringselskabet, men outsourcer reelt hele debitorstyringen til factoringselskabet. Opgaven med at registrere fakturaer, håndtere kreditnotaer og indbetalinger og sørge for rykkerprocedurer kan factoringselskabet også ordne. Factoringselskabet kan også hjælpe med at vurdere dine kunders betalingsevne og med at tegne forsikringer mod tab på debitorer. 

FLEKSIBILITET OG ØGET OMSÆTNING

Feiyue Group Europe fra Nørresundby er en af de virksomheder, der benytter sig af factoring. Virksomheden sælger varmeanlæg, klimaanlæg, hårde hvidevarer, elektronik og symaskiner på det europæiske marked. Virksomheden blev etableret i Danmark i 2007 og er siden vokset til 60 medarbejdere. På trods af den økonomiske krise har Feiyue Group Europe formået at udvide omsætningen massivt og nåede en rekordomsætning på 230 millioner kroner i 2012. Ifølge direktør i Feiyue Group Europe, Tommy Rasmussen, havde dette ikke været muligt uden factoring. ”Factoring har betydet, at vi har haft mulighed for at tage ordrer ind på nogle tidspunkter, hvor vi måske ellers ikke ville have haft den nødvendige likviditet. Vi kan typisk have pengene bundet i varer i op til et halvt år, og fordi vi kan få frigjort penge gennem belåningen af debitorer, har vi haft likviditeten til at kunne håndtere det. Det har derfor været en god løsning, at AL Finans har stået for vores factoring. Den øgede fleksibilitet og det råderum factoring giver os, kan vi bruge til at investere i nye tiltag og ordrer, og det kan ses på vores omsætning,” siger direktør Tommy Rasmussen.

HVAD SIGER KUNDERNE?

Når kunden får sin faktura, vil det fremgå af fakturaen, at kreditor er factoringselskabet, og at betaling skal ske til dette selskab. Det kan sende et signal til kunden om, at din virksomhed er i vanskeligheder, siden du har brug for pengene med det samme. Derfor er det vigtigt, at du kommunikerer med dine kunder, hvis du vælger factoring. Det vil være relevant for kunderne at få at vide, at du ikke kun vælger factoring for at sikre likviditeten til den vækst, din virksomhed har, men også for at udlicitere debitorstyringen, så du kan koncentrere dig om virksomhedens drift. Tal også med din revisor, før du beslutter dig, så I sammen kan drøfte, hvilke muligheder der er for at sikre likviditeten og en effektiv styring af dine udeståender.

HVEM KAN BRUGE FACTORING?

Det er ikke alle virksomheder, der kan bruge factoring. Normalt skal der et vist minimumssalg til, før det er relevant. Typisk sætter factoringselskaberne en grænse på minimum tre millioner kroner i omsætning som betingelse for, at der kan indgås en aftale. Factoring er kun relevant, når virksomhedens kunder er erhvervskunder, og når den gennemsnitlige faktura ligger på en vis størrelse.

 


Kontakt ANKER HØST - Registrerede revisorer i Herning hvis du har spørgsmål til artikens indhold