Nyheder

Vil du være fattig eller rig som pensionist?

PENSIONSOPSPARING. Mange finder det gabende kedeligt og umuligt at forstå. Ikke desto mindre er det vigtigt, at du har styr på din pensionsopsparing. Her kan du læse om to af de fordelagtige opsparingsmuligheder, du har som selvstændigt erhvervsdrivende.


OPHØRSPENSION

En ophørspension er en særlig pensionsordning for virksomhedsejere - såvel selvstændige som hovedaktionærer. En ophørspension giver mulighed for, at en eventuelt fortjeneste ved salg af hele eller dele af din virksomhed kan indbetales på en fradragsberettiget livrente eller ratepension. Du kan dog maksimalt indbetale 2,5 millioner kroner i alt. Ved at benytte dig af mulighederne for ophørspension, får du altså mulighed for indirekte at bruge virksomheden som en pensionsopsparing. Du skal være opmærksom på, at muligheden for at spare op i din virksomhed kan være en usikker opsparingsform. Den er blandt andet afhængig af, om du kan sælge din virksomhed med fortjeneste, når du vil afvikle den. Der er desuden andre betingelser, såsom, at du som indskyder skal være fyldt 55 år inden salget af virksomheden og desuden have drevet virksomheden i 10 år inden for de seneste 15 år forud for indskuddet. Hvis du overvejer at benytte dig af mulighederne for ophørspension, bør du derfor spørge din revisor til råds om forudsætninger og konsekvenser.

30 PROCENT-ORDNINGEN

30 procent-ordningen er en pensionsordning, som er designet til selvstændigt erhvervsdrivende. Hvert år inden regnskabsårets udløb - typisk 31. december - er det muligt at indbetale op til 30 procent af virksomhedens skattemæssige overskud på en fradragsberettiget pensionsordning. Indbetalingen kan ske til en ny eller eksisterende pensionsordning, eksempelvis en ratepension eller en livrente. Selvstændigt erhvervsdrivende bliver først fra 2015 omfattet af indbetalingsloftet på 50.000 kroner for indbetalinger til ratepensioner og ophørende livrenter. Selvstændigt erhvervsdrivende er altså på dette punkt bedre stillet end lønmodtagere, der kun kan få fradrag for årlige indbetalinger på op til 50.000 kroner.


FLERE MULIGHEDER FOR OPSPARING

Som selvstændig erhvervsdrivende har du groft sagt fire muligheder for pensionsopsparing:

  1. Opsparing i din virksomhed.
  2. 30 procent-ordningen
  3. andre private pensionsordninger og
  4. andre private investeringer og opsparing

 

Kontakt ANKER HØST - Registrerede revisorer i Herning hvis du har spørgsmål til artikens indhold